Fra hangar til idrætshal – Allesøhallens historie


Hangaren i Allesø blev bygget i 1944 i forbindelse med tyskernes anlæggelse af Beldringe Flyveplads. Hangaren skulle benyttes til servicering og reparation af tyskernes fly. Der var planer om etablering af endnu en hangar på den modsatte side af Søhusvej og betonsøjlerne var allerede støbt. Krigen sluttede dog inden flyvepladsen stod helt færdig og planerne om yderligere en hangar blev aldrig til mere.
I årene efter krigen brugte de lokale bønder hangaren til opbevaring af landbrugsmaskiner og senere blev den også brugt til sportsflyvere.
I 1957 fik lokale kræfter idéen til at omdanne hangaren til idrætshal og med en masse frivilliges kæmpe arbejdsindsats stod hangaren klar som idrætshal i 1959. Til indvielsen blev der holdt et brag af en fest, hvor Reimar Christensen senere kendt som Johnny Reimar, spillede op til dans.
Efterfølgende er hallen blevet udbygget og løbende moderniseret, således lokalområdet i dag råder over en moderne og tidssvarende idrætshal.

En 10 km lang rullebane af beton skulle etableres for at forbinde flyvepladsen med hangaren – rullebanen løber bag Allesøhallen og heldigvis er en stor del bevaret den dag i dag og benyttes af mange lokale til gåture i området. Et jernbanespor gik fra bagsiden af hallen til Lumby.

Luftfoto af Beldringe Flyveplads – de mange forskellige fly placeret foran gården Rosendal.

Allesøhallen set fra rullebanen ved Tokkeskovgård

Kort over Allesø med husnumrene den tyske besættelsesmagt gav husene i byen. Over hangaren ses aftegning af jernbanen, der gik til Lumby.

5. maj 1945 – Danmarks befrielse
